Spar penge på vand - billede af vandhane

Spar penge på vandregningen

At spare penge på vandregningen rammer ikke blot pengepungen på en positiv måde, men også miljøet. Der er kort sagt ikke ret mange gode årsager til at have et unødvendigt forbrug af vand.

Jeg er selv studerende, og tid til at tjene flere penge er det dermed ret umuligt at finde, da mit fuldtidsstudie er normeret til 42 timer ugentligt, hvilket passer meget fint på den reelle arbejdsbyrde.

Men at spare penge er bestemt muligt, og det skal vi kigge lidt mere på i dette indlæg. Specifikt konkrete råd til hvordan du kan spare penge på vand.

Spar penge med et vandbesparende brusehoved

Almindelige brusehoveder bruger alt for meget vand, i forhold til hvad der egentlig er brug for når du bader. Skift derfor dit gamle brusehovede ud med et nyt vandbesparende, og spar penge på vandet og vandregningen uden at forringe kvaliteten af dit bad.

Energitjenesten har regnet ud, at hvis en familie bader i minimum 10 minutter tilsammen om dagen, kan der spares op til 1800 kroner om året med en sparebruser, selvfølgelig med forbehold for aktuelle vandpriser osv. Så taget i betragtning af at en sparebruser typisk kun koster et par hundrede kroner, er her tale om en besparelse der har sparet sig selv ind, og dermed begynder at give overskud på under et år.

At skifte til et vandbesparende brusehoved, er en af de nemme lavthængende frugter der bare skal gøres med det samme, så du hurtigt kan begynde at spare penge på vandregningen.

Spar penge på vand ved at udskifte dit toilet

Et sted der bliver brugt rigtig meget vand er ved skyl i toilettet, specielt hvis du har et ældre toilet. Et et-skyls toilet af ældre dato bruger i nogle tilfælde helt op til mellem 9 og 12 liter vand pr. skyl, hvorimod et nyt vandbesparende to-skyls toilet kun bruger 2-4 liter vand pr. skyl, alt efter om det er et lille eller stort skyl.

Politiken har lavet beregninger ud fra dette, der viser at en sådan investering er tjent hjem efter blot to år max, og det er endda med forudsætningen at du betaler en professionel for installationen også. Det vil altså sige at der for en gennemsnitlig familie er potentielt tusinder af kroner at spare årligt, alt efter hvor mange i er i husstanden. Uanset hvad kan det dog betale sig, hvis dit toilet er en gammel et-skyls model.

Det lækre ved dette tip er i mine øjne at når installationen af det nye toilet er gjort, skal man ikke ændre på sine vaner overhovedet, for at opnå en markant besparelse.

Spar på vandet og skyl ikke servicen før du fylder opvaskeren

Forbrugermagasinet Tænk har lavet tests der viser, at det er en myte at man skal skylle sine tallerkener og andet service af før det ender i opvaskemaskinen, faktisk er det på ingen måde hverken nødvendigt eller fornuftigt.

Du skal selvfølgelig skrabe decideret madrester af tallerkenerne, men derefter skal du blot stille dem i opvaskemaskinen – også selvom du ikke starter den med det samme. Det som mange tror er at resterne størkner, sætter sig fast og dermed bliver svære at vaske af, men moderne opvaskemaskiner kan sagtens vaske rent, selvom servicen ikke er skyllet af.

Tænk estimerer at man bruger cirka lige så meget vand på at skylle af, som opvaskemaskinen gør på at rengøre bagefter. Du kan derfor opnå en betydelig besparelse på vandregningen ved ikke at skylle dit service af, før du sætter det i opvaskemaskinen.

Fyld op og spar penge på vandregningen

Hvis du sørger for at fylde både opvaskemaskinen og vaskemaskinen helt op hver gang du bruger dem,så du skal starte den færre gange, så bruger du både mindre vand, mindre el på at varme vandet op og mindre el generelt, fordi du kører maskinerne mindre. Penge lige ned i lommen.

Lad ikke vandet løbe

Hvis du slukker for vandet når du børster tænder, sæber dig ind under bruseren og hvis du bruger opvaskebalje i stedet for at lade vandet løbe når du tager opvasken – og hvis hele familien gør det, så kan du spare en del penge på vandet.

Det lyder måske som det mest åbenlyse råd, når det kommer til at spare på vandregningen, men prøv at lægge mærke til dine egne vaner og se om du ikke selv lader vandet løbe mere end du regner med – måske du bliver overrasket.

Tag brusebad i stedet for karbad og spar penge på vand

Hvis du både har bruser og badekar, så giver det rigtig god mening kun at bruge bruseren, eller i det mindste kun bruge karbadet i weekenden eller hver anden weekend. Et brusebad bruger meget mindre vand, end hvad et fyldt karbad typisk gør, i hvert fald hvis du står under bruseren i mindre end et kvarter.

tag korte bade og spar mange penge på vandregningen

Nu vi er ved emnet at bade, skal der også lyde en stor anbefaling af at tage kortere bade. Vi har det nok på samme måde de fleste af os – det er virkelig rart at stå under bruseren i længere tid, specielt om vinteren.

I Australien er der mangel på vand i hanerne mange steder, derfor har mange hjem et timeglas, hvor der er sand i glasset tilsvarende til 4 minutter, for det er tiden det burde tage for at du kan bade og vaske dig tilstrækkeligt – alt derudover er unødvendigt forbrug.

Jeg ved ikke om man kan finde den slags timeglas i Danmark, men i hvert fald burde du ikke stå under bruseren i mere tid end hvad nødvendigt er.

En bonus ved dette tip er, at du ikke blot sparer penge på vandregningen, men typisk også på strømregningen da de fleste vandvarmere bruger rigtig meget strøm på at varme vand op, og jo mindre vand du bruger, jo mindre skal vandvarmeren varme op. Simpelt indgreb der kan spare dig mange penge.

Genanvend regnvand med en regnvandsbeholder og spar penge

Hvis du er typen der har hus og grønne fingre, og bruger tid på at passe din have, eller blot har nogle blomster og måske en urtehave, kan de sagtens betale sig i det lange løb, at investerer i en af de mange forskellige størrelser og typer regnvandsbeholdere der findes, alt efter behov. Derudover så er der også en miljøfaktor der spiller ind, ved at bruge regnvand i stedet for vand fra hanen.

Hvis du har et naturligt fald fra hvor regnvandsbeholderen står, kan du med fordel sætte en vandslange på, så du ikke behøver at bruge en vandkande, vandet kommer nok ikke til at sprøjt ud som hvis der var tryk på, men det kommer dog ud. Hvis du er lidt mere sofistikeret kan du også montere en elektrisk pumpe, så der kan komme tryk på, på den måde kan regnvandet også bruges til mange andre ting, som for eksempel bilvask og vinduesvask.

Regnvandstønder kan koste alt fra et par hundrede kroner til over 1000 kroner, alt efter hvad behovet er, men med en 210 liters beholder til mellem 2-300 kroner er man godt i gange med at spare penge på vandet allerede.

En vigtig ting at huske, når man har en regnvandsbeholder er, at den selvfølgelig skal tømmes om vinteren, for at undgå komplikationer når der kommer frost.

Tis i badet og spar penge på vandet

Det lyder lidt klamt, men der er faktisk god logik idet. Det koster penge hver gang du bruger toilettet og derefter skyller ud med mange liter vand.

For det første så ender både toiletskyl og badevand typisk i samme kloak, og for det andet så er urin jo sterilt (medmindre du har en infektion), hvilket gør at der ikke burde være hverken er hygiejniske eller sundhedsskadelige problemer i det. Så sigt efter risten mens du bader og slå to fluer med et smæk når du bader.

Har du gode vandspareråd?

Hvis du har gode råd til hvordan vi alle kan spare på vandet, så skriv endelig en kommentar i kommentarfeltet. Jeg vil med glæde tilføje flere gode tips til listen her.

Skriv et svar