Spar penge på strøm - stik der bliver sat i stikdåse

Spar penge på strømregningen

Spar penge strømregningen og gør både dig selv og miljøet en tjeneste. Der er mange nemme måder at reducere dit strømforbrug på og dermed spare penge.

Miljøfaktoren skal vi også huske, for måske er dit primære formål at spare penge, men du gør også miljøet en kæmpe tjeneste ved at passe på dit strømforbrug.

Spar penge på strøm med LED

LED pærer er en af de absolut nemmeste måder at opnå en stor besparelse på strømregningen, specielt hvis du har gamle pærer i nogle af dine lyskilder – endda også i mange tilfælde selvom du hár sparepærer, da LED pærer også er sparepæren overlegen.

Det hænger i alt sin enkelthed sammen med at de er super billige i drift, men også fordi LED pærer har en meget længere holdbarhed sammenlignet med andre pærer. Typisk holder en LED pære helt op til 25-30 år, ved almindelig brug.

Dette tip står som det første af en årsag, for her kan være rigtig mange penge at spare på strømmen. Så gennemgå alle dine lyskilder og sørg for at alle bliver skiftet til LED pærer. Det er en kæmpe no-brainer!

Hvis du for eksempel har 5 halogen pærer på 35W og skifter dem ud med LED pærer, vil besparelsen være cirka 5000 i pærernes levetid, har energistyrelsen undersøgt.

Stå ikke under bruseren for længe og spar på strømregningen

Det lyder måske som et sparetip der kunne omhandle at spare penge på vand, og det er det sådan set også, men ved at tage korte bade er der også mange penge at spare på strømregningen.

Når vandet skal varmes op i vandvarmeren er det typisk strøm der bliver brugt til formålet – meget strøm.

Så ved at tage kortere bade skal vandvarmeren ikke på overarbejde, og på den måde kan du spare en del penge på både strøm- og vandregningen.

Sluk for alt strøm i huset ved ferier og weekendture

Alt for mange lader sine elektroniske apperater stå på standby i hverdagen, og det er i sig selv penge ud af vinduet, men der er i det mindst en lille smule fornuft i det, da der er en god chance for at du skal bruge de tilsluttede ting snart igen, men når du er væk i længere perioder giver det ingen mening ikke at slukke alt andet end tyverialarmen, hvis du ejer sådan en.

Det er måske ikke på standby at elapparater bruger mest strøm, men da det er så nemt at slukke på kontakten er det værd at tage denne strømbesparelse med.

Brug det rigtige køkkenudstyr og spar strøm

En ovn bruger 70% mere el end en kogeplade gør, så hvis det mad du skal tilberede kan laves både i en ovn og på kogeplade, så vælg altid kogepladen.

Husk altid at brug et låg når du laver mad der involvere kogt vand. Der bliver brugt 3 gange så meget energi på at holde temperaturen hvis du ikke bruger låg, da varmen let slipper væk.

En elkedel bruger mindre energi på at varme vand op til kogepunktet, end hvis du varmer det op direkte på kogepladen. Brug derfor altid elkedlen, men husk kun at varme det vand op du skal bruge, og ikke mere.

Sluk for ovnen og kogepladen når maden næsten er klar

En ovn og kogepladerne (i hvert fald massekogeplader og glaskeramiske kogeplader) bliver ikke kolde med det samme når man slukker for dem. Gør det derfor til en vane at slukke for ovnen og kogepladerne nogle minutter før maden er færdig, for på den måde at udnytte eftervarmen og spare penge på strømregningen.

Det bliver selvfølgelig lidt svært med dette tip hvis du har induktionskogeplader som hurtigt bliver kolde, men når det kommer til ovnen er der altid penge at spare, ved at bruge eftervarmen.

Brug en termokande til kaffen

Mange lader kaffekanden blive stående i kaffemaskinen på varmelegemet når de har brygget en kande kaffe, uden at slukke for kaffemaskinen så kaffen kan holde sig varm. Det resulterer selvfølgelig i et øget strømforbrug, og dermed en større elregning.

Brug derfor i stedet en termokande til at holde kaffen varm, så du kan spare penge på strømmen samt spare miljøet for unødigt forbrug. Vi er i småtingsafdelingen her, men lidt har også ret, som ordsproget lyder.

Afkalk kaffemaskinen og elkedlen og spar strøm

Tilkalkning af kaffemaskinen og elkedlen resulterer i at det tager længere tid at brygge kaffen og varme vandet op i elkedlen, og når de er tændt i længere tid end nødvendigt, bruger de selvfølgelig også mere el end nødvendigt. Sørg derfor for at afkalke dine køkkenprodukter når de trænger til det.

Det er måske ikke her du sparer flest penge, men det er en meget let og hurtig opgave, som både kan spare dig for en smule tid og en smule penge.

spar på strømregningen ved at afrime din fryser når det er nødvendigt

Jeg håber selvfølgelig du er i besiddelse af en fryser der ikke rimer for hurtigt til, og samtidig også har et fornuftigt energimærke. Når det så er sagt, vil der næsten altid blive dannet rim i en fryser, uanset hvor dyr den har været, eller hvor god den er. Meget rim i fryseren gør at kompressoren skal arbejde ekstra hårdt for at køle, hvilket resulterer i en større elregning. Afrim derfor din fryser når det er nødvendigt.

Det er også meget vigtigt at holde øje med gummilisterne på din fryser, da det kan være en årsag til hurtig rim-dannelse hvis de er utætte. Hvis listerne ikke lukker tæt, kan det ses på elregningen, da kompressoren så skal bruge rigtig meget strøm på hele tiden at køle den varme luft, som strømmer ind gennem de utætte gummilister.

Skift gamle hårde hvidevarer ud og spar penge

Overskriften til dette sparetip kunne næsten lyde som unødvendigt forbrug, i stedet for en måde at spare penge på, men den er skam god nok – der er i mange tilfælde masser af penge at spare på at købe nyt.

Hvis dine hårde hvidevarer og andre el apparater er gamle, så kan du helt sikkert spare penge på at skifte dem ud. Det er hvor gamle de er, og hvor god /dårlig en energimærkning de har, der bestemmer hvor lang tid det tager at tjene indkøbsprisen hjem igen, men man har jo som regel sine hårde hvidevare og andre elapperater i rigtig mange år, så det er typisk ikke noget problem.

Tværtimod er der for det meste en del penge at spare i det lange løb, specielt dit køleskab og din fryser er der rigtig mange penge at spare på, hvis de er af lidt ældre dato og du skifter dem ud.

Sluk for dine opladere og spar penge

Hvis dine opladere sidder i stikkontakten, mens de er tændt, uden at være tilsluttet noget den kan oplade, bruger mange typer stadig strøm, – ikke ret meget – men det tager jo kun et klik på kontakten for at stoppe det unødvendige strømforbrug og dermed spare penge, så hvorfor ikke bare gøre det?

Det skal dog siges at de primært gælder for ladere af ældre dato, da udviklingen i teknologien har sørget for at ladere af nyere dato ofte ikke bruger strøm hvis de ikke aktivt oplader noget.

Vask dit tøj ved lavere grader og spar på strømmen

Vaskepulver i dag er meget effektivt, hvilket er med til at behovet for at vaske ved høje varmegrader ikke er så stort.

Det kan du med fordel drage nytte af, og spare mange penge på tøjvasken, da en halvering af varmegraden også næsten halverer udgiften i el til en vask. Så jeg vil på det kraftigste foreslå at vaske dit tøj ved 30 grader i stedet for 40 eller 60 grader, og se om ikke dit tøj stadig bliver lige så rent som før, det gør mit i hvert fald.

Spring forvasken over

Mange vaskeprogrammer varer i flere timer, men med moderne vaskepulver og moderne vaskemaskiner er det slet ikke nødvendigt, så medmindre tøjet er meget beskidt kan du sagtens springe forvasken over.

Vaskemaskinen er en stor strømsluger, fordi det tager meget energi at varme vand op. Så alt der kan minimeres ved brugen af vaskemaskinen er strømbesparende og dermed også pengebesparende.

Optø mad i køleskabet og spar strøm

Når du optør mad i køleskabet frem for på køkkenbordet, hjælper det med at holde køleskabet koldt, uden der skal bruges alt for meget strøm på elektrisk køling, hvilket selvfølgelig skaber en besparelse på elregningen. Derudover så er det også bedre i forhold til at bevare kvaliteten af det du optør.

Tør dit tøj på tørresnoren og spar penge

En af de helt store strømslugere i hjemmet er tørretumbleren, så hæng dit tøj udenfor om sommeren og alle andre tidspunkter hvor det er muligt i stedet.

Tørretumbleren bruger ekstremt meget strøm når den kører, og der er derfor potentielt rigtig mange penge at spare, hvis man mindsker forbruget af den så meget som muligt.

Flere tips til at spare på strømregningen?

Har du selv et par gode tips til at spare på strømmen, så tøv endelig ikke med at skrive dem i kommentarfeltet nedenfor, så tilføjer jeg dem gerne til listen.




Skriv et svar